Book en bus
Giv børnene en anderledes biblioteksoplevelse. Den lille bogbus kan bestilles af alle daginstitutioner og dagplejere i Esbjerg og Fanø Kommune. Vi kommer når det passer jer og har de materialer med, som I har brug for.
Vi kører lige til jeres institution eller samlingssted, hvor I sammen med børnene har mulighed for at bruge bogbussen. Vi tilpasser bussens indhold efter jeres ønsker, så har i en emneuge eller et projekt, så medbringer vi materialer der passer til.
Dyk ned i et eventyr
Kom og oplev Brødrene Grimms eventyr, ”De tre bukkebruse”, på forskellige måder. Børnene bliver inddraget i eventyret og oplever det på egen krop gennem forskellige udtryksformer.
Bogvogterkursus
Vi skal passe på den gode historie og dermed også bøgerne. En ødelagt bog, betyder at en god historie er forsvundet. Derfor har vi brug for en masse bogvogtere, der kan hjælpe os med at passe på bøgerne. Vi inviterer jeres børn ind til et kursus på børnenes præmisser.
Det bliver visuelt og sjovt. Alle børn der har været med, ved hvad hunde og syltetøjsmadder kan gøre ved bøgerne.
Rim med Robin Ridderhat og Rødlisten
Dyk ned i billedbogen "Rim med Robin Ridderhat og Rødlisten" af Lotte Salling og Lea Letén, hvor I vil møde sjove rim og fakta om nogle af Danmarks allermest truede og sjældne arter. Vi leger os igennem bogen med både en svampeskattejagt samt frøhop med latterfrøen og du kan blive spyttet ud som skelet efter mødet med den kødædende plante. Kom og leg og rim med os og Rødlistens arter på det bibliotek der ligger nærmest jeres børnehave.
Sangskatten
Kom på biblioteket til en formiddag i sangen og fortællingens tegn.
Vi synger og visualiserer sangene med forskellige effekter. Alt efter hvilket niveau jeres børn er på, dykker vi ned i sangens fortælling. Vi taler om, hvad det egentlig er, vi synger om.
Det foregår på det af kommunens biblioteker, der ligger tættest på jer. Har I ikke mulighed for at komme til os, kommer vi gerne ud i jeres institution.
Lav din egen fortælling
Biblioteket er fyldt med fortællinger, både om helte, hekse og helt almindelige mennesker. På biblioteket samles alle disse fortællinger, hvor der er plads til både at lege, lære og ikke mindst læse.
I forløbet arbejder vi med fortællinger. Eleverne får en forståelse for, hvad en fortælling er, og hvordan en fortælling er bygget op, ved at de selv skal arbejde med fortællinger og sammen med hinanden og bibliotekaren skal finde på en historie. Dette sker ved brug af fortælleterninger og billedkort.
Booktalk
Vil du sætte gang i læsningen og øge læselysten for dine elever på mellemtrinnet og i udskolingen?
Så prøv en booktalk!
En bibliotekar fortæller på engagerende vis om en række bøger. Bagefter går eleverne rundt blandt emneborde og finder bøger, som de gerne vil låne. Emnebordene kan tilpasses emner, I ønsker, eller være en god blanding, som er sammensat af bibliotekaren.
Book tasting
Book tasting - som var det en treretters menu!
"Book tasting" handler om at give eleverne smag for bøger på en sjov og anderledes måde. Hvad gør en bog spændende, og kan man dømme en bog på dens omslag? Hvordan smager en bog egentlig?
Forløbet er udviklet af eReolen GO! og hentet fra Læsesporet.
Biblioteksbesøg
På et Biblioteksbesøg kan eleverne opleve biblioteket på en ny måde.
I kan fx høre mere om vores unikke Storm P.-malerier, komme på stjerneløb, få en mere filosofisk samtale om biblioteket eller lave forskellige lege med bøger. I kan også få en mere traditionel rundvisning.
Vi sammensætter jeres biblioteksbesøg, så vidt det er muligt ud fra jeres ønsker.
Dette besøg kan bookes flere gange med forskelligt indhold til den samme klasse.
Forløb over flere dage
Ved et besøg over flere dage på Myrthuegård er der mulighed for fordybelse. I har således tid og ro til at tage på sansetur i skoven, gå på opdagelse på stranden, grave efter smådyr i vaden ved lavvande eller finde spor efter små og store dyr. I kan også beskæftige jer med historiske idrætslege eller lave mad over bål.
I vil være sammen med formidleren noget af dagen og være på egen hånd resten af tiden. Den første dag tager formidleren jer på en rundvisning, så I får en introduktion til stedet. Derefter fordyber vi os sammen i et tema efter jeres valg.